Arvelighed er tæt forbundet med udviklingen af type 2 diabetes. Vi taler om to ”typer” arvelighed; den sociale som den genetiske arvelighed der begge har stor betydning for udviklingen af sygdommen. Den sociale arvelighed handler om den livsstil vi har, hvad og hvor meget vi spiser og drikker og manglende motion. Vores mad- og motionsvaner går i arv fra generation til generation. Den genetiske arvelighed har også en stor indflydelse på udviklingen af type 2 diabetes. Hvis én forældre har type 2 diabetes, er risikoen 40% for at børnene også udvikler sygdommen. Hvis begge forældre har type 2 diabetes, er risikoen 80%. Type 2 diabetes er den folkesygdom, der har den største vækst. I folkemunde kaldes type 2 diabetes gammelmandssukkersyge – men det er misvisende idet stadigt flere unge udvikler sygdommen. I Danmark er der børn under 10 år, som har type 2 diabetes.
Hos personer med type 2 diabetes lider kroppen under en relativ mangel på insulin. Det vil sige, at effekten ude i vævet er minimal, selvom produktionen af insulin er normal eller produktionen større end hos raske. Dermed skal bugspytkirtlen øge sin produktion for at få flyttet glukose fra blodet og ind i cellerne. Denne overproduktion vil efterhånden slide på bugspytkirtlen, så der også kan opstå en reel mangel på insulin.
Fordi kroppen har en god evne til at kompensere, hvis insulinet ikke virker, som det skal, får personer med type 2 diabetes ofte stillet diagnosen 5-10 år efter den reelt er indtruffet. Type 2 diabetes er en ”tavs” diabetes idet symptomerne såsom træthed, uoplagthed, hovedpine, tørst og hyppig vandladning ikke er så signifikante (tydelige) som hos mennesker med type 1 diabetes. Desværre betyder det, at mange først får stillet diagnosen, når der er tilstødt komplikationer som følge af mange års ubehandlet diabetes.
Ændring at mad- og drikkevaner samt daglig motion er essentiel for at reducere eventuel overvægt og forbedre cellernes insulinfølsomhed, så blodsukkerniveauet reduceres. For mange personer med type 2 diabetes er kost og motionsændringer ikke nok. Derfor suppleres behandlingen i første omgang med antidiabetika, som er tabletter. Afhængigt af tablettype øger de enten produktionen af insulin i bugspytkirtlen eller forbedrer cellernes insulinfølsomhed. I de senere år er det blevet mere almindeligt at personer med type 2 diabetes er i insulinbehandling. Uanset hvilken behandling der vælges, er formålet at skabe et blodsukkerniveau nær normalområdet, som er med til at forebygge komplikationer.
Kilder:
Gunn Helene Arsky: Liten ernæringslære. NKS-forlaget 2002.
Butler AE; Janson J; Bonner-Weir S; Ritzel R; Rizza RA; Butler PC: Beta-cell deficit and increased beta-cell apoptosis in humans with type 2 diabetes. Diabetes 2003; 52(1):102-10.